Kampreferat: SIF 3-2 Vipperød

Nordvestnyt skrev følgende om fredagens sejr:

Svinninge-Vipperød 3-2

10. minut 0-1: Mathias Nyman Jensen, 25. minut 1-1: Emil Bille Rasmussen, 35. minut 2-1: Hans Christian Friberg, 40. minut 2-2: Marcus Madsen, 75. minut 3-2: Gustav Nyman Jensen


Fredag aften fik Svinninge besøg af Vipperød i serie 3 pulje 6. Begge hold havde vundet deres seneste kamp, så der var lagt op til en tæt kamp. Sidst de to hold mødtes var i efteråret, og her fik Svinninge en overbevisende sejr på 3-0, så de var opsatte på at gentage successen.

Highlights fra kampen

Kampen blev sparket i gang, og der gik ikke lang tid, før Svinninge fik deres første store chance. I kampens 10. minut fik Svinninge frispillet Mathias Nyman, som sendte bolden forbi Vipperøds keeper til 1-0. Det tog dog ikke lang tid for Vipperød at svare igen, og i det 25. minut blev Vipperøds Oscar Lønborg fri på kanten og lagde en tværaflevering ind over til Emil Bille Rasmussen, som flot udlignede til 1-1.

Kampen bølgede frem og tilbage, og kun ti minutter efter Vipperøds udligning, fik Svinninge en dødbold, som Hans Christian Friberg satte ind og bragte dem foran 2-1. Svinninge prøvede at trække fra Vipperød og de havde chancen til at komme foran 3-1, da de fik tildelt et straffespark i det 39. minut, men de var ikke kyniske nok og brændte straffesparket. Kort efter svarede Vipperød igen med en hurtig udligning til 2-2 i den anden ende, hvilket også var kampens pausestilling.

– Det var en velspillet kamp fra begge hold. Svinninge er et hold som gerne vil pakke sig lidt og så spille på kontraen, hvilket vi godt vidste på forhånd. Der blevet gået hårdt til den, og dommeren gav lov, så det syntes jeg var ret fedt, sagde Benny Halgreen, Vipperøds assistenttræner.

Anden halvleg var ikke lige så målrig som første halvleg, men alligevel fik Svinninges Gustav Nyman Jensen sendt bolden over målstregen i det 75. minut, hvilket lagde et pres på Vipperød. Vipperød satsede hele butikken til sidst i kampen, men det var ikke helt nok, og kampen endte 3-2 til Svinninge.

– Jeg er helt vildt glad for denne sejr. Lige præcis denne sejr er en af dem, jeg er mest glad for; ikke fordi vi spillede prangende – det gjorde vi bestem ikke- men på grund af måden vi kæmpede på. Det var fantastisk. Jeg syntes vi mødte et rigtig godt Vipperød-hold, som faktisk kom lidt bag på os. Rent spillemæssigt synes jeg til tider, at de var bedre end os, men vi kom med noget kvalitet, som var det vi vandt på til sidst, fortalte en tilfreds Svinningetræner, Anders Bo Hansen.

Med et mål og assist til lillebror, blev Mathias Nyman efter kampen, hædret som Man of the Match. Rigtig flot præstation!