Sjællandsmestre efter finalesejr over Ejby

Svinninge kan kalde sig sjællandsmester i serie 3 efter en smal finalesejr på udebane over Ejby.

Artikel skrevet af Nordvestnyt:

Ejby-Svinninge 1-2 (0-1)

3. minut 0-1: Simon Engberg, 56. minut 0-2: Simon Engberg, 59. minut 2-1: Morten Urban Pedersen (straffe).


Efter en tæt kvartfinale og en mirakuløs sejr i lørdagens semifinale, tog Svinninge tirsdag aften til Ejby fra serie 3 pulje 5, for at spille finalen om sjællandsmesterskabet for serie 3-hold.

Svinninges modstandere fra Ejby havde efter deres semifinale mod VTF – som var gået i straffesparkskonkurrence – sikret en finaleplads.

Begge hold var tændte, og der var lagt op til et brag af en finale.

Og det var det næsten uovervindelige hold fra Svinninge, der gik fra kampen som serie 3’s sjællandsmestre.

– Det er så vanvittigt. Hold nu op hvor er jeg stolt over den vindermentalitet, som vi har fået banket ind i de unger. Jeg har aldrig set noget lignende. Det er historieskrivning for Svinninge IF. Nu er det tredje gang, jeg siger det her, men vi kan bare ikke tabe fodboldkampe. Det har været en helt vild sæson, sagde en meget tilfreds Svinninge-træner Anders Bo Hansen efter sejren i Ejby.

Svinninge var ifølge træneren klar fra første dommerfløjt, og det varede ikke længe før de fik kampens første chance, da Svinninges store profil og målmager Simon Engberg, first-timede bolden i kassen og bragte Svinninge foran 1-0.

Svinninge tog overhånd, og de styrede kampen. De havde en nogle chancer i løbet af de resterende 40 minutter af halvlegen, men de var ikke kyniske nok. Dog stod de godt i deres forsvar, så Ejby blev aldrig farlige, og Svinninge kunne gå til pause førende 1-0.

– I semifinalen var vi godt klar over, at vi var overmatchede, og at denne kamp var anderledes, da det var et hold, der stod bedre til os. Det gode spil, som vi pr. definition ikke havde i semifinalen, det havde vi bare i dag, og så har vi Simon Engberg, der gør ondt på alle hold i serie 3, og det kommer han også til at gøre næste sæson i serie 2, lød det fra Anders Bo Hansen.

Også i anden halvleg startede Svinninge godt ud, og 10 minutter inde i halvlegen, fik Svinninge en omstilling. De spillede Ejbys forsvar tyndt på midten, hvilket resulterede i en overtalssituation, hvor Simon Engberg sikkert sparkede kuglen i mål til 2-0.

Ejby havde dog ikke givet helt op, og tre minutter senere i det 59. minut fik en Svinninge-spiller lavet en tackling lidt for sent i målfeltet, og Ejby fik tildelt et straffespark som Morten Urban Pedersen køligt sparkede ind til reducering – og lidt spænding.

Svinninge spillede god fodbold men uden at score. Det behøvede de dog heller ikke, da de holdt Ejby helt væk fra chancer, og Svinninge vandt dermed finalen 2-1.

– Sidste år lå vi og rodede rundt i bunden af serie 3, og min vision var, at vi skulle have banket noget vindermentalitet ind i de her drenge, og det har godt nok lykkedes. Det kan godt være at spillet ikke altid bliver kønt, men vi står altid op for hinanden, så det har været en fantastisk sæson. Jeg håber virkelig, at drengene nyder det, for det her er der ikke så mange, som får lov til at opleve. Jeg er sikker på at spillerne vil huske dette mange år frem, sluttede træner Anders Bo Hansen af med at sige.

Tak til sponsorer

Der var arrangeret bustur til Ejby, så drengene kunne få den bedst mulige opbakning. Samlet set var der et sted mellem 300 og 400 mennesker på lægterne. Det er fuldstændigt vanvittigt på det her niveau.

Busturen var sponsoreret af Illemann Tømrer- og Snedkerfirma, og CT Solution havde valgt at sponsorere 15 flasker champagne, som der bliver nydt og fejret med, til sidst i highlightvideoen.

Kampens spiller

Simon Engberg Christiansen var ustoppelig. Han var her, der og alle vegne i kampen, og den eneste måde Ejby kunne stoppe ham på, var ved at lave en svinestreg der forstuvede hans fod. En situation hvor Ejby slipper billigt med kun gult. Simon blev meget forstjent kåret til kampens spiller.