Kampreferat: RB 0-4 SIF

Roskilde BK-Svinninge 0-4 (0-2)

10. minut 0-1: Gustav Nyman Jensen, 25. minut 0-2: Mark Tronøe, 80. minut 0-3: Simon Engberg, 87. minut 0-4: Mads Engberg Christiansen.


Fredag aften var Svinninge taget en tur til Roskilde, da de for anden kamp i streg skulle møde et hold fra Roskilde, hvor det denne gang var Roskilde Boldklub.

Svinninge havde ugen inde slået RU overbevisende 5-1 og var ude efter tre point mere i kampen om oprykning i serie 3 pulje 6. Og de tre point fik de, da de slog Roskilde Boldklub 4-0 efter en velspillet kamp.

– Det var vores kamp fra første fløjt. De stillede sig dybt fra starten af, så vi pressede dem fra første minut og havde overtaget på kampen. Den energi og vilje, som vi havde i RU-kampen tog vi med videre til dagens kamp, lød det fra en tilfreds Anders Bo Hansen, som er Svinninges træner.

Med det høje pres som Svinninge lagde, kom de foran efter allerede ti minutter, da Gustav Nyman Jensen sendte bolden i netmaskerne til 1-0. Svinninge udbyggede deres føring til 2-0 kun 15 minutter efter, da Mark Tronøe fik bolden over mållinjen, og første halvleg endte 2-0 til Svinninge. I anden halvleg fortsatte Svinninge det høje pres, og med gennemspillede angreb scorede de til både 3-0 og 4-0 før kampen blev fløjtet af, og de fik tre vigtige point med hjem og bevarede førstepladsen i pulje 6.

– Drengene ved, hvad det drejer sig om. Vi spiller efter oprykning, og vi skal bare blive ved med, at spille på den måde, som vi gør, og så venter vi med at fejre noget, indtil sidste kamp er spillet, fortalte Anders Bo Hansen.

Kampens spiller blev delt af forsvars makkerparret Jesper Stoltze og Mark Tronøe, efter en flot præstation med clean sheet og mål af Mark.